CEVIL – Lyt Nyt

10. maj
kl. 20:00

Dørene åbnes en time før koncertstart

10. maj
kl. 20:00

Dørene åbnes en time før koncertstart

Bag kunstnernavnet CEVIL står den 24-årige sanger, sangskriver og producer Cecilie Vahle. Cecilie har siden barnsben skrevet sange og tilbragt utallige timer i øvelokalet på loftet af forældrenes stald på Djursland, opslugt af musikkens mange facetter. Siden 2022 har Cecilie boet i København og arbejdet målrettet med sin musik i samarbejde med sin manager Birk Storm (PRISMA, Laura Ziani, Nicklas Sahl mfl.).

Med sin kompromisløse popmusik, der har et snert af retro- og hyperpop, trækker CEVIL inspiration fra mange forskellige afkroge af musikkens verden. Fra St. Vincent til HAIM og Caroline Polachek kredser CEVILs inspirationskilder særligt om den antifabrikerede lyd, der oser af integritet: En integritet, der også tydeligt skinner igennem CEVILs eget katalog.

I efteråret 2023 singledebuterede CEVIL med ”Don’t Speak” efterfulgt af en håndfuld alsidige singler – herunder ”20 BPM”, som havde premiere på Soundvenue og P3, og blev omtalt i Politiken med ordene; ”Dansk popmusik har altid brug for flere oddballs. Flere originaler, flere skøre kuler, flere uregerlige kanaljer, der tegner lidt uden for stregerne. Og når man har det sådan, er det svært ikke at falde ret pladask for Cevils nye single (…)”.

CEVIL har derudover prydet coveret på den officielle Spotifyplaylist Dansk Indie af flere omgange, kunnet høres på P6 BEAT og P4, blevet interviewet af NorthSide om sit helt store ikon St. Vincent og spillet debutkoncert i Byhaven samme dag som norske SKAAR. Desuden blev CEVIL booket som opvarmning for selveste St. Vincent til HEARTLAND/at/NOMA.

FREAKY, LEGESYG OG FØLSOM

Et år efter sin første single udgav CEVIL d. 6. december 2024 sin debut-EP, FREAK, der rammer Politikens beskrivelse af CEVIL-universet helt perfekt. EP’en er nemlig et direkte resultat af Cecilies freaky sind og legende tilgang til musikskabelse.

– ”Jeg har i arbejdet med EP'en haft frie tøjler til at udfolde mig kreativt, og jeg er overbevist om, at det skinner igennem i musikken – både i lyrikken, melodierne og i mine produktioner. Det er også den proces og tilgang til at skabe musik, som har affødt titlen 'FREAK'. Jeg har skrevet om det, der har ligget mig på hjerte, uden nogen former for filter – om det har omhandlet utroskab eller forliste forhold, min sexlyst eller simpelthen bare det at have det for fedt med mine 'bitches', uden at lægge skjul på eller føle nogen skam over, at jeg til tider er en smule freaky. Fordi helt ærligt, er vi ikke alle det i en eller anden grad?”

Et gennemgående tema på EP’en er at blive holdt for nar i kærlighedsrelationer. Der bliver reflekteret over at blive holdt for nar i et forhold, blive løjet for, skuffet og føle sig uretfærdigt behandlet. Cecilie uddyber:

– “Mange af sangene tager udgangspunkt i oplevelser med en tidligere relation. Det var første gang, jeg sådan rigtig mærkede at blive uretfærdigt behandlet. Lidt den der ‘alle skuffer over tid’-vibe, og jeg begyndte at miste troen på kærlighed. Selvom jeg er et nyt og dejligt sted i dag, vender jeg ofte tilbage til at skrive sange om og reflektere over den her specifikke relation – så det har virkelig sat sine spor.”
EP’en blev bl.a. fremhævet i Soundvenue, som en af ugens vigtigste udgivelser. I kølvandet på udgivelsen kunne man desuden høre CEVIL fortælle om sangene i et større interview med P6 BEAT.

UDPLUK AF PRESSEUDTALELSER:
”Den lidt skæve klaverlyd på ’20 BPM’ skyldes, at CEVIL benyttede et ødelagt klaver, som hendes producer Birk Storm (Prisma, Laura Ziani) havde liggende. Det skaber en dejligt idiosynkratisk lyd til denne sang, der netop besynger et safe space, hvor man skal have mulighed for at skeje lidt ud.” – Kjartan F. Stolberg, Soundvenue

”Dansk popmusik har altid brug for flere oddballs. Flere originaler, flere skøre kuler, flere uregerlige kanaljer, der tegner lidt uden for stregerne. Og når man har det sådan, er det svært ikke at falde ret pladask for Cevils nye single (…)”. – Pernille Jensen, Politiken

”Navnet er dansk, men lyden har international klang (…) Med listig vocoder, stille strenge og en stenstikker vokal taler Cevils lyd nemlig direkte ind i tidsånden og cementerer hendesom en kunstner, vi næsten ikke kan vente med at høre endnu mere fra.” – GAFFA redaktionen

”CEVIL er klar til os med en sang, der hedder ”20 BPM”, som jeg har glædet mig til at spille. Det er en sang, som har sådan et sådan lidt retro udtryk, lidt kantet og lidt beskidt – og det er vildt, vildt fedt, hvis du spørger mig.” – Michael Bernhard, DR P3


Pavillonsalen

Dørene åbnes en time før koncertstart
Billetpris 130,- kr.

Kørestolsplads inkl. ledsager kan købes hos Pavillonen på tlf: 8632 1633

Se mere

Pris 130 kr

Sted Pavillonsalen

Arrangør Pavillonen

Nyhedsbrev

Vil du være blandt de første til at høre om spændende koncerter, udstillinger og events i Pavillonen i Grenaa? Tilmeld dig Pavillonens nyhedsbrev og få adgang til før-salg, rabatter og unikke oplevelser.