Arrangementerne i Pavillonen spiller stadig

Pressemeddelelse 24. november 2020

Arrangementerne i Pavillonen spiller stadig

…på trods af Corona.

Pavillonen er et levende kulturhus med liv hver dag fra morgen til aften og de er vant til at have langt mere mere end  100.000 gæster igennem huset i løbet af et år, men 2020 er på mange måder et helt anderledes år. Da statsministeren sænkede forsamlingsforbuddet til 10 personer, var det svært for mange samtidig at høre budskabet fra Joy Mogensen om, at det er vigtigt for regeringen, at vi fortsat bruger så meget af vores kulturliv, som overhovedet muligt. Til trods for restriktionerne er det stadig muligt at gå til koncert, foredrag eller teater.


Derfor er der heldigvis også rigtig mange arrangementer, der stadig bliver gennemført i Pavillonen. Alligevel kan direktør Jesper Jul fortælle, at han somme tider bliver mødt af spørgsmålet om, ”Jamen kan I overhovedet noget – er der ikke bare stille hos jer nu?” Hertil forklarer han: ”Vi har en stor kommunikationsmæssig udfordring i at forklare, at kulturarrangementer ikke er underlagt forsamlingsforbuddet på de 10, og at alle arrangementer bliver gennemført på Corona-vilkår med afstand, afspritning og siddepladser.” 

Meget er muligt:

Det er stadig tilladt at afvikle kulturarrangementer for op til 500 siddende gæster, når der holdes passende afstand. Jesper Jul fortæller: ”I Pavillonen råder vi over flere sale og lokaler, i forskellige størrelser. Det giver os en stor fleksibilitet og gode muligheder for at imødekomme myndighedernes retningslinjer. Som hus er vi gearet til at tage imod mange mennesker, og det kan vi stadig. Helt konkret betyder det, at vi i en sal, hvor vi normalt har plads til rigtig mange gæster, nu kun lukker halvt så mange ind. Dermed kan vi sørge for tomme stole blandt publikum, så afstandskravene overholdes. Generalforsamlinger og konferencer, der heller ikke underlagt forsamlingsforbuddet på de 10, har vi også kunnet flytte til større lokaler end normalt. Vi har ekstra rengøring, håndsprit ved indgange og i alle lokaler, opsat afstandsmålere på gulvet, og kun siddende arrangementer med siddende publikum. Desuden er personale og frivillige er trænede i at skabe en sikker kulturoplevelse og har adgang til reglementerede Covid-19 værnemidler.”

Vi passer på hinanden:
I Pavillonen tages derfor alle de nødvendige foranstaltninger for at gøre besøget sikkert for både publikum, medvirkende, frivillige og personale.

Jesper Jul fortsætter: ”Vi kan ikke gøre kulturen til en sikker oplevelse, hvis ikke alle er med på at overholde retningslinjerne. Som gæst i Pavillonen kan du hjælpe os ved at huske mundmind og følge skilte og anvisninger fra personalet.
Undgå at rykke stole eller flytte møbler sammen – de er opstillet af personalet for at sikre den ansvarlige afstand. Desuden opfordrer vi gæster, der føler sig syge, til at blive hjemme.”

Vi er ikke alene
Jesper Jul uddyber: ”Det er vores helt klare oplevelse, at folk efterhånden er med på, hvad Corona og sikkerhed er, og at det er noget, vi må hjælpe hinanden med. Vores publikum skal have stor ros for at imødekomme ændringerne med godt humør, og vi får mange positive tilbagemeldinger om, at folk – også i disse tider – har haft en tryg, sikker og fed oplevelse til et show. Naturligvis kan det stikke lidt i hjertet, at publikum pt. hverken må danse eller skråle med på yndlingssangene, men vi ser en ny og intens klappekultur tage form, samtidig med at ”stoledans” er ved at blive et helt nyt begreb. Og når vi nu ved, at risikoen for dråbesmitten reduceres kraftigt, når man sidder ned, peger næsen i samme retning og i øvrigt holder afstand, synes vi godt, vi kan stå inde for nogle skønne oplevelser til alle på de nye vilkår. Jeg vil her også gerne rose personalet i Pavillonen der har taget handsken op og i den grad går langt for at Publikum får en god og sikker kultur-oplevelse i pavillonen”


Vi har her samlet nogle af de oftest stillede spørgsmål: 

Bliver koncerten gennemført?
Ja. Koncerten gennemføres i ét koncertsæt uden pause. Er der ændringer, står de på vores hjemmeside, og den, der har købt billetten bliver kontaktet på mail.
Er det en stående eller siddende koncert? Alle shows gennemføres med siddende publikum. Det er pt. ikke tilladt at afholde stående koncerter.
Må vi være flere end 10? Ja. Koncerter, teater, foredrag og comedy er kulturarrangementer, hvor følgende retningslinjer gælder: Hvis deltagerne i al væsentlighed sidder ned på faste pladser med retning mod f.eks. en scene eller et podium, kan der være op til 500 personer til stede samtidig.
Kilde:https://coronasmitte.dk/natklubber-vaertshuse-restauranter-spillehaller
Hvornår starter det? Dørene åbner en time før arrangementet starter. Kom gerne i god tid, så vi undgår kødannelse.
Skal jeg bære mundbind? Ja, så længe du bevæger dig rundt i Pavillonen, skal du bære mundbind. Når du sidder ned, behøver du ikke bære mundbind.
Er baren åben?  Der er en bar åben før koncerten starter. Her er du velkommen til at købe alt det, du har lyst til at tage med hen til din plads og drikke det under showet. Husk mundbind, når du handler.
Er der salg af merchandise: Hvis artisten har merchandise med, er det er muligt at købe det i bar-området før koncerten og i salen ved siden af efter showet. Her opfordrer vi alle til at huske at holde afstand og så vidt muligt undgå kødannelse.
Må vi komme til spisning før en koncert: Spisning før en koncert gennemføres under reglerne for restaurationsbranchen, dvs. personale og gæster skal bære værnemidler (mundbind eller visir) når de bevæger sig rundt i lokalet. Man skal ikke have mundbind på, når man sidder ned. Man må højest sidde i grupper af 10 ved samme bord. Vores lokaler er gearet til at overholde afstandskrav på min. 2 m2 pr. gæst.

 

Nyhedsbrev

Vil du være blandt de første til at høre om spændende koncerter, udstillinger og events i Pavillonen i Grenaa? Tilmeld dig Pavillonens nyhedsbrev og få adgang til før-salg, rabatter og unikke oplevelser.